Nå, godt nytår, denne gang starter jeg fra starten. Altså med introen. Det kan i jo som sådan være pænt ligeglade med, men jeg synes introen blev dårlig sidst, fordi den blev det sidste jeg skrev.
På den anden side, så ved jeg heller ikke, hvad denne her intro overhovedet har af værdi eller formål. Både for læser eller skriver. Lige nu lægger jeg i hvert fald asfalt, mens jeg kører. Ret beset aner jeg heller ikke, hvornår en intro er en succes. Jeg har brug for nogle KPI’er, som man siger ude på kontorerne. Det må jeg se ind i. Der skal jeg være mere agil og spille mig selv god. Måske genbesøge mindmappet for at vækste nyhedsbrevet. Bevæger jeg mig ud på et red ocean? Jeg skal helt klart høre, hvad jeg siger, så jeg lige er aligned med den rejse, nyhedsbrevet skal på fremadrettet.
Måske skulle jeg skrive lidt om, hvad denne udgave af nyhedsbrevet indeholder?Problemet er bare, at jeg ikke ved det, før jeg går i gang. Jeg forestiller mig dog, at der bliver noget med bjerge/ski, for det er der min hjerne bor lige for tiden.
Ja, Danmark er et fladt land, det ved vi jo allesammen, men skud ud til alle de deprimerede ski-narkoman-medborgere derude, der også har koldsved over al den puddersne, man hver eneste dag IKKE står på ski i.
Så er det jo godt, at man må drømme lidt inde på nyhedsmailen her. Nu kan jeg i hvert fald ikke komme udenom at smide lidt vinter ind i blandingen. Ellers er denne intro jo mere latterlig end gavnlig. Og der bevæger jeg mig allerede på en knivsæg, kan jeg mærke.
Desuden kommer jeg i tanke om, at mit nye tiltag ‘Rejsekurator’, hvor jeg laver skræddersyede rejseinspirationsguides, havde været en skide god julegaveidé til din moster, der i det nye år skal en forlænget weekend til London og se Harry Potter Musical men ikke aner, hvad hun ellers skal gøre af sig selv, når hun lander derovre.
Men det er jo for sent, medmindre man vi være i rigtig god tid til julen 2025, så skriver i bare.
Okay ikke mere intro nu. Den eneste feedback jeg har fået på nyhedsbrevet indtil videre er faktisk, at det er lige til den lange side. Så værsgo her har i verden længste og dårligste intro.
Vh Sebastian
Les Fermes de Marie ⎜Megève, Frankrig
(DRØMMER OM) Er der en fin linje mellem luksus og forfærdeligt? Ja! Og Les Fermes de Marie ser ud til at være lige ved at krydse den forbudte linje, hvor det hele bliver lidt for lækkert til at være fedt, hvis i forstår. Hvor er personligheden henne? Må man overhovedet checke ind, hvis man ikke kommer rullende i en matsort Lamborghini i fuld Moncler? Men jeg giver dem nu chancen her, for det ser ædderbrandsparkemig godt ud med spa og ski og puder og dyner og ægte skind og jeg skal komme efter jer.
Refuge du Montenvers ⎜Chamonix, Frankrig
(DRØMMER OM) Bare et brandfedt gammelt refugie i 1913 meters højde lavet om til et hotel med nogle brandfede værelser i mørkt træ. Man tager det lille tog, som alle der har været Chamonix kender, fra byen og op til kanten af gletsjeren, hvor hotellet ligger. Der er fuld Wes Anderson-plade og jo som bekendt noget af Europas dejligste off-piste ude for døren.
Lamp no Yado ⎜Aoni Onsen, Japan
(BESØGT 2024) Det er muligvis lidt tidligt i min “karriere” som rejseskribent at afsløre verdens smukkeste, vildeste onsen. For det bliver bare ikke bedre end Lamp No Yado. Jeg beklager. Afmeld dig bare det her nyhedsbrev, for der kommer ikke noget federe nogensinde end denne anbefaling. Helt oppe i toppen af Honshu (største ø i Japan), helt ude i skoven, lang væk fra det hele ligger der en oldschool (og med oldschool mener jeg så gammeldags, at der ikke engang er lagt strøm ind) ryokan, med et hav af forskellige varme bade spredt ud mellem fine gamle bygninger. Men det er “hovedbadet” om man vil, der er attraktionen. Hold nu kæft, hvor er det flot.
Andetærten på Roze Gastro ⎜Oslo
(DRØMMER OM) Der er få konstanter her i verden; døden, at november er 60 dage lang, at de sidste 10 afsnit af Matador er kedelige og at al mad er bedre, hvis det er pakket ind i dej. Jeg tror ikke, der er så meget hokus pokus ved tærten, men godt behøver ikke nødvendigvis være det samme som kompliceret. Confiteret and, rødvin, dej, bum.
Blodpølsen/morcilla på La Cuchara de San Telmo ⎜San Sebastian, Spanien
(BESØGT 2023) Man skal jo være til det, men jeg tør næsten påstå, at blodpølsen på La Cuchara de San Telmo, som ved gud ikke er nogen hemmelighed i San Sebastian, kan omvende selv den værste tvivler på blodpølsens storhed. Jeg må være svar skyldig på, hvad retten indeholder (andet end blod, red.), men kør den ned med en skummende cider hældt op fra god højde, og så lover jeg, at du er glad i mindst et kvarter efterfølgende.
Pelikan ⎜Stockholm
(BESØGT 2024) Sjældent har jeg glædet mig så meget til en middag, som da min kæreste og jeg var i Stockholm mellem jul og nytår og havde bord på Pelikan. For hvad er bedre end köttbullar med grædesovs? Jo, så skulle de da lige være nogle af Stockholms mest legendariske köttbullar med grædesovs i de sejeste restaurationslokaler i byen. Nu gad jeg ikke lige læse hele Pelikans historie inde på deres hjemmeside, for den er dæleme lang, men restauranten har boet i Södermalms mest højloftede lokaler i over 110 år, mens den første version af Pelikan åbnede i 1664. Jeg synes det er fantastisk med de store gamle steder. Jeg vil gerne gå på pension i Pelikans lokaler.
Bofinger ⎜Paris
(BESØGT 2016) Okay, nu fik jeg lyst til at komme med en anbefaling, der lægger sig lidt op af Pelikan-energien. Den der slags big-boy-restaurant, hvor energien er stor og de gamle damer drikker hvidvin til frokost og loftet er af glas. I ved, der hvor tjenerne er gråhårede, sure og faktisk uddannede. Bofinger i Paris er sådan et sted. Er det den bedste af de gamle store brasserier? Sikkert ikke. Men det er det første sted, jeg kan huske at have spist i Paris, da jeg var cirka 10 år gammel. Jeg tror ikke jeg kunne lide maden dengang. Jeg kan faktisk kun huske vindeltrappen ned til toilettet. Sidste gang jeg var der, fik jeg choucroute med kogte Alsace-pølser, fordi det var det eneste SU’en rakte til. Men uanset hvad, man bestiller, så er stedet jo stadig det samme, og med restauranter som Bofinger, gør det ikke noget, at man ikke har råd til det skide skaldyrstårn.
Savoy Azabujuban ⎜Tokyo
(BESØGT 2024) I ved, hvordan japanere har det med at tage alt, hvad vi tror, vi er gode til her i Europa og så bare gøre det pisse meget bedre. Det har de også gjort med pizza. Det er efterhånden ikke nogen nyhed, at man skal spise pizza, når man er i Tokyo, og denne her anbefaling af Savoy er ikke fordi, de nødvendigvis er bedre end andre gode pizzeriaer i byen, men nu var det lige den, vi havde tid til at prøve, da vi var i byen. Og herre gud, hvor var det god pede, altså! De har tre pizzaovne i den lille 36-sæders biks. Tre ovne! En ovn der kun laver EN(!!) slags pizza, en ovn, jeg ikke ved, hvad er særligt ved og en ovn der kun laver pizzaer med kød på. Vi hørte rygter om en tuna belly secret off-menu pizza, men vi rullede nu bare med alm. magharita og en hvid. (andre pizz-steder man godt må kigge på er: Seirinkan, PST og Don Bravo.)
F.K.A.B.A.M ⎜London
(DRØMMER OM) Jeg fik aldrig prøvet Black Axe Mangal i den oprindelige form, men i en anmeldelse i Time Out fra 2024 bliver der sagt, at Formerly Known As-versionen er præcis lige så bimmelim som den gamle. Er det opfindsomt at ville spise på FKABAM, når man er i London? Nej. Men bør alle prøve det? Jeg har det på fornemmelsen. Jeg ved ikke, hvad der er med London og fladbrød i disse dage, men for helvede, jeg skal bede om det!
Her vil jeg i hver udgave af nyhedsbrevet forsøge at nævne en ny destination, jeg drømmer om at besøge. Denne udgaves destination er:
Java ⎜Indonesien
Det virker jo i grunden idiotisk at skrive, at man drømmer om Java som enkeltstående destination. For det første er Java verdens folkerigeste ø, altså med 120 millioner indbyggere. Samtidig er øen, der jo bare er en lille flig af Indonesien, cirka tre gange større end hele Danmark.
Så hvor starter man med at drømme?
Man starter lige præcis dengang i 2013 (tror jeg), hvor jeg havde abonnement på det hedengangne Lonely Planet Traveller. Der var en udgave, hvor der på en af de første sider var et dobbeltopslag med et billede af den aktive vulkan, Mount Bromo, på Østjava med en lille tekst til. Der stod noget med, hvor lang tid ham fotografen havde siddet og ventet på det rigtige morgenlys. Det inspirerede mig dengang. Og nu har jeg brugt to dages overspringshandlinger på arbejdet på at lede efter lige præcis DET billede, der fik mig til at tænke på Java for første gang. Og jeg fandt det ikke, så nu får i det her fra instagram i stedet:
Det ser vildt ud! Det er der i hvert fald mange, der synes, for det er en af de største turistdestinationer på Østjava, siger Wikipedia til mig. Men jeg gad godt se vulkanen i virkeligheden alligevel.
Jeg gad også godt tage toget fra hovedstaden Jakarta til den kulturelle hovedstad, Yogyakarta. Gerne med et stop i Bandung på vejen, der skulle være totalt flot og frodig. Adventure.com har lavet en lille video om togrejse i Java, og den er fed nok:
Af uransagelige årsager er det faktisk også hjemmesiden, The Man in Seat 61, der inspirerede til, at togrejse i Java er totalt bomben. Som så meget andet, kan jeg ikke huske hvorfor jeg faldt det, men uanset hvad er hans hjemmeside en vild informations-overload, hvis man gerne vil rejse med tog. Ikke kun i Java men i hele verden. Tjek grafikken:
Og det er jo meget fint med togture og vulkaner altsammen, men det er i højeste grad bølgerne, man skal tage til Java for. Ja og kaffekulturen naturligvis, men nu tager jeg lige det med bølgerne først.
Det er vist oplagt at begynde med Batukaras (Indonesiens longboard-hovedstad). Jeg forestiller mig, at Batukaras Beach er det sted på Java, der minder mest om Bali, og det skal på ingen måde forstås som noget positivt. Men uanset crowds og honeymoon-stemning, så er bølgerne uden tvivl nogle af de lækreste til de lange brædder, jeg har set:
Og prø’hø’her, selvom jeg lige har kastet shade på Bali, må jeg jo bare indrømme, at alletiders mest hipster-aussie-Balibrah-brand, Deus Ex Machina, i 2014 udgav en film, som stadig i dag giver mig lyst til at sælge mine ejendele, købe en Yamaha, stoppe med at gå i bad, have Blundstones på i badebukser og bar mave og drage til Java på for-evigt-surftur. Jeg så filmen på en storskærm i Deus’ butik på Bali for ti år siden. Den hedder ‘I Had Too Much To Dream Last Night’ og er langt hen ad vejen pisse forfærdeligt prætentiøs, men puha, der er god surf og god rejseenergi:
Og så er der jo kaffe/cafékulturen. Den kommer vi ikke udenom. For ligesom i forrige version af dette nyhedsbrev, hvor jeg skrev om Chiang Mais kaffebarer, har Javas kaffebarer også en særlig plads iblandt kaffedrømmene her i huset.
Hvis vi begynder i Jakarta, så se bare bare Common Grounds nye helt bims kaffebar/tennisklub. Ja, en kaffebar med tennisbane. Indonesisk maksimalistisk kaffekultur, yes please (klik på opslaget og scroll):
I den helt anden ende af skalaen er der steder som Fnny&Co, der bare er lille og hyggelig:
Og selvom det hverken er en kaffebar (men en tebar) eller sådan rigtig i Jakarta (det ligger lidt ude for byen) er Pahat Pahit fandeme stilet:
Og hvad med Yogyakarta? Jov, byen skulle efter sigende være langt federe end Jakarta. Prøv i hvert fald lige at se Ayom Jogja, der, som nogle vil lægge mærke til, kunne være som snydt ud af Chiang Mais kaffescene, og så vinder man jo. Det er nok mere en café end en kaffebar men alligevel:
Hvis vi fortsætter “kaffebar ved en rismark”-fetishen, så er Gimbo Coffee også med på holdet:
Oooog en sidste for nu. Trekantet kaffehus fra CXMM Coffee By Mountain Merch:
Okay, der var måske lidt en sjov liste over steder på Java. Hvor er al regnskoven og palmerne? Godt spørgsmål. Hvis man ikke er nede med kaffebaranbefalinger, så er man bare landet det forkerte sted på internettet.
Au revoir.